Et forsøg på en definition: ”Vedvarende energi (VE) er en fællesbetegnelse for de energiformer, der ikke har begrænsede reserver, men kan være begrænsede i deres øjeblikkelige forekomst.” De mest udbredte VE-teknologier er (efter udbredelse): Solvarme, vindmøller, vandkraft, geotermisk varme, solceller og bølgekraft. Biomasse anses af mange for at være vedvarende energi, men er det er kun i den udstrækning det ikke overforbruges, men er et godt alternativ til fossile brændsler, da biomasse er i sig selv er CO2 neutralt (der bruges dog energi til oparbejdning og transport). Brint er ikke, som mange tror, en vedvarende energikilde men et lagermedie for elektricitet. For at brint skal være miljøvenlig forudsætter det at elektriciteten er produceret med vedvarende energikilder.

Vedvarende energi debatten er desværre ofte præget af misopfattelser og af at hele feltet af energikilder og teknologier rodes sammen i en pærevælling. Og ofte fokuseres der mere på løsningsmuligheder der ligger et stykke ude i fremtiden, end på de muligheder der rent faktisk ligger parat til brug nu. Det bliver ikke bedre af at man sammenblander begreber som energikilder og energibærer. Medierne har taget ideen om ”brintsamfundet” til sig, men brint er ikke en ny energikilde - det er en energibærer ligesom elektricitet er det. Så selv om brint ser ud som et godt bud på en tilpasning af energiproduktion og energiforbrug, så skal der altså bruges energi til fremstillingen med deraf følgende omsætningstab. Man taler tit om at noget er færdigudviklet som et udtryk for at nu er det klar til anvendelse. Men begrebet færdigudviklet er en misforståelse. Al teknologi kan videreudvikles - og bliver det. Tag for eksempel cyklen. I mange år anså men den for færdigudviklet. En cykel havde den udformning en cykel skulle have. Men så dukkede der pludselig en sammenklappelig minicykel - som en på løsning af parkeringsproblemerne i byerne. Og siden gik det slag i slag med nye konstruktioner og materialer så vi i dag har en mængde forskellige udgaver af det vi fortsat kalder en cykel, udviklede til forskellige specialformål. På samme måde er det med nogle vedvarende energi teknologier. Der er ”færdigudviklede” og klar til brug, men vil blive videreudviklede når og hvis betingelserne (f. eks. på materialeområdet) er til stede.

Alle ved selvfølgelig at man i dag kan udnytte vindenergien på en både effektiv og økonomisk måde med vindmøller. De er altså for så vidt færdigudviklede. Men samtidig med at der altså er en kommerciel teknologi til rådighed, forskes og udvikles der for at opnå yderligere forbedringer i både effektivitet, driftssikkerhed, holdbarhed, materialeforbrug mm. Nøjagtig som med biler. Biler har været til rådighed i ca. 100 år, men blev vel først kommercielt udviklede da Henry Ford lancerede T-modellen i 1908. Ford producerede biler ud fra de betingelser den samfundsmæssige udvikling på det tidspunkt gav ham mulighed for. Men man kører jo ikke længere rundt i en Ford T. Bortset fra at bilerne i takt med højere fart blev mere strømlinede forblev konceptet stort set uændret i ca. 50 år. Det første radikale brud kom i 1956 da Citröen præsenterede den legendariske model DS 19 (også kaldet la Duchesse, hertuginden). Den var så epokegørende at den fik prisen for bedste design, bedste teknik og bedste sikkerhed. Men ser vi på bilen anno 2005 er der vel egentlig ikke andet tilbage af ”automobilet” fra dengang end de fire hjul, et rat og nogle lænestole.